Det startede med en smed, en idé om at lave en bedre jagtstol og en prototype i jern og aluminium. Oskar fra huntOS søgte en plastproducent der kunne hjælpe ham i mål med sprøjtestøbning.
Som mange andre jægere havde Oskar erfaret, at jagtstole kan være ukomfortable at sidde på i længere tid. Derfor fik han en idé. Han ville lave en kombineret jagt- og skydestol til både hagl og riffeljagt.
Jagtstolen skulle være let og nem at bære, næsten lydløs at stille op og give et stabilt anlæg. Som uddannet smed lavede han en prototype i jern og aluminium, som han justerede af flere omgange. Men han vidste fra starten, at den endelige stol skulle produceres i plast og sprøjtestøbes.
Oskar søgte en plastproducent, som kunne hjælpe og vejlede ham i forhold til plastmateriale og sprøjtestøbning. Her fik han kontakt til Idé-Pro.
"Idé-Pro var meget behjælpelige og lydhøre overfor min idé. De ville gerne hjælpe mig videre med projektet og tilbød at tegne og designe stolen, så den egnede sig til deres støbeforme."
Oskar, stifter af huntOS
Det blev begyndelsen på et samarbejde og en proces, der tog Oskar hele vejen i mål med sin idé.
For at kunne justere og optimere designet af jagtstolen bedst og billigst muligt, foreslog vi at 3D printe en enkelt prototype version.
"Idé-Pro rådede mig til at få lavet et 3D print af stolen før produktion. Det var helt sikkert en god beslutning."
Oskar, stifter af huntOS
Der var plads til forbedring ved den første 3D printede prototype. I samarbejde optimerede vi designet og for at være ekstra grundige i prototypeprocessen fik vi 3D printet en prototype mere med de nye designændringer.
Denne gang var resultatet som Oskar ønskede det og med det optimerede design påbegyndte vi værktøjsfremstillingen.
På billederne til venstre ses først den 3D printede prototype af stolen og så den færdige stol med sprøjtstøbte emner.
Jagtstolen består af seks sprøjtestøbte emner, hvor hvert emne er støbt i det plastmateriale, der passer bedst til dets funktion. Fire af emnerne er støbt i PP og så er der ét i PA6 og ét i POM. Emnerne sprøjtestøbes i seks forskellige værktøjer, som vi har fremstillet i vores in-house værktøjsfabrik.
To af emnerne er støbt med drivmiddel, en støbeteknik der opskummer materialet under sprøjtestøbningen og dermed reducerer emnevægten. Med teknikken kan man også opnå en høj godstykkelse, som gør emner mere stive og stabile.
Anlægsbøjlen på jagtstolen er støbt med denne teknik, hvor stabilitet netop spiller en vigtig rolle, når et gevær eller riffel hviler på den.
For Oskar var det naturligt at vælge dansk partner til sit projekt. Som nystartet iværksætter havde han nemlig brug for at være tæt på produktionen. Det var også vigtigt, at det var en dansk virksomhed som han havde tillid til og som havde hurtig og god kommunikation ved rettelser og udviklingen af emnerne.
Hurtig levering og gennemsigtighed omkring produktionen, herunder hensynet til miljøet, var også afgørende faktorer i valget.
"Jeg er taknemlig for, at Idé-Pro troede på mig og min idé og at de ville hjælpe en ny iværksætter på vej med råd og vejledning.’’
Oskar, stifter af huntOS